Kristeligt
Dagblad | 03.03.2007 | Side
3 | 957 ord | artikel-id: e08d47a9
Selv de mindste typer af brosten vejer knap
tre kilo. Kastes de med en vis kraft og rammer et andet menneske i hovedet, er
der oplagt risiko for at invalidere vedkommende for livet. I værste fald kan
det medføre døden.
Alligevel kunne man torsdag aften se de
efterhånden så velkendte billeder af unge , der
mellem brændende barrikader kaster brosten efter politifolk. Alt sammen som en
reaktion på den langvarige strid om Ungdomshuset på Nørrebro i København, der
tidlig torsdag morgen kulminerede i politiets rydning af huset.
Men hvordan kan man føle sig så presset, at
man i kampen for et hus, en bunke mursten, vil risikere at tage et andet
menneskes liv?
Svaret skal findes
i en kombination af magtesløshed og gruppepsykologi, lyder det fra flere
eksperter.
En af dem er Henrik Day
Poulsen, der er psykiater og forfatter til en bog om psykopati. Han ser flere lighedstræk
mellem de unges brug af vold og den tankegang, man
møder blandt terrorister og religiøse ekstremister.
- Der er tale om en lille fanatisk kerne med
en religiøs opfattelse af, at deres måde at se verden på er den rigtige. De
stiller sig ud over retssamfundet og er totalt ligeglade med demokrati. De er
gode til gradvist, men meget sikkert at indoktrinere medløbere til at tro, at
alle andre er fjenden. Hvis du er i en gruppe, der hele tiden bekræfter
hinanden i, at de andre er fjender, ender det i hjernevask, siger Henrik Day Poulsen.
Den holdning møder dog ikke den store
opbakning hos religionsforsker René Dybdal Pedersen, Aarhus Universitet. Han
forsker i sekter og nyreligiøse bevægelser og mener ikke, at de unge kan betragtes som ofre for hjernevask.
- Når mennesker knytter sig til grupper i
samfundet, som ikke er mainstream, gør de det af egen fri vilje. Det er noget
vås, at der er tale om hjernevask. Der er derimod et aspekt af mod og vilje til
forandring. Hvis du for eksempel vælger at knytte dig til Scientology, ved du,
at du vil få mange hævede øjenbryn, siger René Dybdal Pedersen.
Når der tidligere har været uroligheder på
Nørrebro, har Ungdomshusets talsmænd flere gange beskrevet de voldelige
aktioner som nogle få menneskers værk.
Men i torsdags udsendte Ungdomshuset en
pressemeddelelse med en direkte advarsel om, at man nu følte sig nødsaget til
at bruge alle midler, inklusive fysisk kamp.
At man så åbent er klar til at bruge vold,
skal ses som kulminationen på et langt forløb, lyder det fra Tallat Shakoor, der er
forskningsassistent ved Center for Ungdomsforskning, Learning
Lab Denmark ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Her han netop taget hul på et
forskningsprojekt i unges deltagelse i voldelige,
religiøse bevægelser.
- Vold er et symptom på at en konflikt er
kommet til et punkt, hvor man ikke længere betragter det andet menneske som en
dialogpartner. Det sker kun på et meget fremskredent stadie i konflikten, siger
Tallat Shakoor, der
samtidig beskriver de unges modstand mod politiet
og politikerne som udtryk for et forsvar for en identitet
.
- Hvis en social gruppe føler sig truet på
sin identitet og sit værdisæt,
er det en klassisk reaktion, at den afgrænser sig og barrikaderer sig. Hvis
konflikten fortsætter, opstår der til sidst en opfattelse af vold som et
legitimt politisk middel, lyder det fra Tallat Shakoor, der også ser det stiltiende flertals accept af
volden som en konsekvens af, at man føler sig truet på sine værdier og sin
kultur.
- Netop fordi identifikationen med gruppen og
isolationen fra det omkringliggende samfund er så stærk, accepterer man volden.
Man står sammen og vil ikke skabe splid internt, når presset mod identiteten i forvejen er så stort, siger Tallat Shakoor.
I kølvandet på de voldsomme uroligheder fulgte
i går en lang række politiske fordømmelser og afstandtagen fra de unges handlinger. Men at reagere voldeligt og aggressivt
er ikke forbeholdt nogle få mennesker, men ligger i os alle, hvis vi presses
hårdt nok.
Det påpeger privatpraktiserende psykolog Benjamon Katz, der kun ser
gruppepres som en del af forklaringen på, at så mange unge
accepterer de voldelige metoder.
- Konflikten tilspidses, fordi to vidt
forskellige livsanskuelser støder sammen. De unge
føler sig trængt op i en krog, og så bruger de de
midler, som de råder over. Jeg spørger engang imellem mennesker, om de kunne finde på at dræbe andre mennesker, og de svarer nej. Men
ændrer man konteksten og spørger, om de kunne finde
på at dræbe, hvis deres familie var truet, svarer de anderledes, lyder det fra
Benjamin Katz.
Gritt Bykilde, der forsker i unge , demokrati og social integration ved Aalborg
Universitet, mener heller ikke, at de voldsomme uroligheder skal ses som udtryk
for et særligt karaktertræk.
Forklaringen er nærmere, at de unge ser rydningen af Ungdomshuset som en underkendelse
af deres ønske om et sted, hvor de ikke er styret af andre, men kan skabe deres
eget liv.
- De yder modstand, selv om de er klar over,
at det ikke kan føre nogen permanent løsning med sig. Der er en masse frustrationer,
som skal ud, og det er udtryk for, hvor pressede de føler sig. De har ikke
andre muligheder, for hvis der skal være selvstyre, er der ikke andre steder at
gå hen, siger Gritt Bykilde,
der heller ikke mener, at man skal afskrive hele gruppen af unge på grund af de voldelige aktioner.
- Der er nogle, der er parate til at bruge sten , men også mange, der tager afstand fra volden. Man
skal huske på, at der er store forskelle i miljøet, hvor der i de sidste mange
år har været ikke-voldsbevægelser. Der er ingen, der bliver styret, men nogle
bliver revet med af stemningen. Sådan en gadekamp samler også alle mulige
utilpassede op, lyder det fra Gritt Bykilde.
johansen@kristeligt-dagblad.dk
rasmussen@kristeligt-dagblad.dk
Leder side 12
Billedtekst: Der blev kastet brosten og mursten i hundredevis under kampene på Nørrebro. - Foto: Peter Kristensen.